Ludbehandling af en bordplade

Farvet træbord med malerpensel og maling.

At give en træbordplade lud er en gammel teknik. Jeg bruger den til at lysne træet og – vigtigst af alt – bremse den gulning, som især lyse træsorter som fyr og ask oplever over tid. Behandlingen giver et særligt lyst, mat udtryk, som er dybt forankret i skandinavisk designtradition.

Jeg ser ludbehandling som en forberedelse. Et fundament, der gør træet klar til at blive mættet og beskyttet med olie eller sæbe.

En stille samtale med træet

Her på værkstedet er der en særlig ro, når jeg forbereder en ludbehandling. Det er mere end kemi; det føles som en samtale med materialet. Formålet er at fremhæve træets naturlige årer og give det en lys, dæmpet finish, der fanger det nordiske lys.

Jeg vil gerne dele min proces, fra den første grundige slibning til det sidste lag beskyttende olie. Ludbehandling er for den, der værdsætter håndværk og ønsker et udtryk, der er både smukt og holdbart.

Lad os skabe en overflade, der ikke bare tåler hverdagen, men som bliver smukkere med årene.

En mand i arbejdstøj inspicerer en træbordplade i et værksted. Illustrationen er en skitse med akvarel.

Fundamentet for et smukt resultat: Klargøring af bordpladen

Alt godt håndværk begynder med et solidt forarbejde. Før jeg åbner bøtten med lud, skal bordpladen være fuldstændig klar. Det betyder, at overfladen skal være helt ren, jævn og glat.

Slibningen er afgørende

Jeg starter altid med en grundig slibning. Det er her, forvandlingen begynder. Det er vigtigt altid at slibe i træets længderetning – aldrig på tværs, da det efterlader ridser, som luden vil fremhæve.

Jeg bruger typisk en rystepudser og starter med et grovere sandpapir, måske korn 100, for at fjerne gamle pletter eller rester af en tidligere behandling. Når overfladen er jævn, skifter jeg til et finere korn, som 150 eller 180, for at give træet den silkebløde finish, man har lyst til at røre ved.

En hånd sliber en træoverflade med sandpapir. Illustration i vandfarve og blæk.

En støvfri overflade

Efter slibningen skal alt slibestøv fjernes. Det er en af de detaljer, der kan ødelægge resultatet, hvis man springer over.

Jeg starter med en grundig støvsugning af overfladen og kanterne. Bagefter tørrer jeg bordpladen over med en ren, hårdt opvredet klud. Kluden skal kun være let fugtig, så den fanger det sidste, fine støv uden at gøre træet vådt.

Den tålmodighed, man investerer her, får man igen i det færdige, ensartede resultat. Det sikrer, at luden kan trænge dybt og jævnt ind i træets årer.

Valget af den rette lud – og hvordan den påføres

Nu er bordpladen klar. Valget af lud er afgørende for det endelige udtryk, så det er værd at overveje nøje.

Illustration af to krukker med lud, en pensel og et træbræt, klar til ludbehandling.

Hvidpigmenteret lud eller naturlud?

Mange ønsker det klassiske, lyse og let kalkede udtryk. Til det formål bruger jeg en hvidpigmenteret lud. Den giver et umiskendeligt skandinavisk præg og lysner træet mærkbart.

Hvis man derimod holder af træets egen farve, men vil undgå gulning, er naturlud det rette valg. Den fungerer som en usynlig beskyttelse, der bremser gulningsprocessen uden at tilføre farve. Kort sagt: Hvidpigmenteret lud giver et markant lysere udtryk, mens naturlud giver en diskret beskyttelse af træets egen skønhed.

Selve påføringen – trin for trin

Når luden er valgt, er processen enkel, men kræver omhyggelighed.

  1. Rør luden grundigt op: Pigmentet falder hurtigt til bunds. Jeg sørger for at røre den godt igennem, både før start og jævnligt undervejs.
  2. Brug en bred pensel: En god, bred pensel gør arbejdet lettere. Jeg fører penslen i lange, rolige strøg langs med træets årer.
  3. Hold et jævnt tempo: Det er vigtigt at arbejde "vådt-i-vådt" for at undgå striber og overlapninger.

Mens jeg arbejder, kan jeg mærke en svag, mineralsk duft, og se hvordan træet langsomt suger luden til sig. Professionel information om processen kan findes hos Dannebrog Gulvservice.

Den afgørende efterbehandling

Ludbehandlingen er kun første skridt. Den giver det lyse udseende, men beskytter ikke træet mod spild eller daglig rengøring. Efterbehandlingen er essentiel for at skabe en bordplade, der kan holde.

Når luden er tør, skal overfladen mættes og forsegles, så den bliver robust og smudsafvisende.

Olie, voks eller sæbe? Mit valg til køkkenet

Til en køkkenbordplade er min favorit en god, hærdende olie. Den trænger dybt ned i fibrene og skaber en stærk, vandafvisende overflade, uden at man mister fornemmelsen af det levende træ.

Jeg påfører olien med en ren, fnugfri klud og arbejder den grundigt ind i træet. Efter lidt tid tørrer jeg alt overskydende olie væk, så overfladen ikke klistrer. Det er denne proces, der fremkalder den endelige, smukke glød. Hvis du er nysgerrig på mulighederne, kan du læse mere om behandlinger af egetræsborde her.

En hånd sliber eller behandler en træbordplade, med noter om ludbehandling og efterbehandling.

Daglig pleje af din ludbehandlede bordplade

En bordplade er skabt til at blive brugt. Den daglige rengøring er heldigvis enkel.

Oftest er en hårdt opvredet klud med rent vand nok til at fjerne krummer og småpletter. Ved mere genstridigt snavs kan jeg anbefale en mild opløsning med en god træsæbe. Skrappe rengøringsmidler bør undgås, da de kan udtørre træet og ødelægge den beskyttende overflade.

Over tid vil en olieret bordplade trænge til pleje. Man kan mærke det – træet føles en smule tørt og ser mindre mættet ud. En let slibning med fint sandpapir og et nyt, tyndt lag olie kan bringe gløden frem igen. Det er en rolig og næsten meditativ proces. En måde at værdsætte håndværket på, ligesom den omhu man lægger i en linoleum bordplade behandling.

Hvornår skal du ringe til en snedker?

En ludbehandling kan være et tilfredsstillende projekt at udføre selv. Men der er situationer, hvor det er klogt at overlade arbejdet til en professionel.

Har bordpladen dybe ridser, skjolder eller en vandskade? Her er en almindelig slibemaskine ofte ikke nok. En snedker har maskiner og erfaring til at restaurere pladen korrekt. Det samme gælder, hvis du har en bordplade i en kostbar træsort eller med komplekse samlinger. Her er der ikke plads til fejl.

Nogle gange er den bedste følelse visheden om, at arbejdet er udført til perfektion af en, der har viet sit liv til håndværket.