Når jeg står med de sidste dele til et køkken, er det sjældent lågerne, der fylder mest i tankerne. Det er ofte armaturet. Det lille punkt, hvor hånden møder rummet hver dag.
Mange sidder nok netop dér nu. Man har valgt træsort, greb, sten eller bordplade. Men armaturet er stadig åbent. Og pludselig kan det valg føles mere afgørende, end man først troede. Det forstår jeg godt. For når proportionerne ellers er på plads, bliver farven og overfladen på armaturet det, der samler roen.
Den sidste detalje i et snedkerkøkken
Jeg oplever tit, at et snedkerkøkken først falder helt til ro, når armaturet kommer på. Indtil da er der træ, samlinger, flader og lys. Smukt, ja. Men stadig lidt åbent. Armaturet giver retning. Det binder de lodrette og vandrette linjer sammen og gør køkkenet levende.
Vola ligger naturligt i den samtale. Ikke som pynt, men som en del af arkitekturen. Mærket har rødder i dansk produktion helt tilbage til 1873, og selve Vola-designet, som vi kender det, blev skabt i 1968. Virksomheden har stadig fabrik og hovedkvarter i Horsens, som beskrevet i den danske oversigt over Vola.
Et godt armatur må gerne være stille. Det skal ikke råbe højere end træet.
Når jeg arbejder med køkkener, tænker jeg derfor ikke armaturet som en eftertanke. Jeg tænker det ind tidligt. Især når kunden søger den særlige ro, hvor materialerne taler lavmælt sammen.
Den rolige farvepalette fra Vola
Volas farver føles for mig mindre som en palette og mere som et sæt stemninger. Nogle overflader trækker lyset frem. Andre dæmper det. Nogle lægger sig tæt op ad træet. Andre skaber en bevidst afstand.
Det interessante ved Vola armatur farver er, at farve ikke virker som noget, der er kommet til senere. Designet blev oprindeligt udviklet med Arne Jacobsen til Danmarks Nationalbank, og ifølge Arne Jacobsens præsentation af Vola blev serien installeret dér i 1968. Samme kilde oplyser også, at Vola i dag tilbyder 19 forskellige farver. Det siger noget vigtigt. Farven er en del af idéen fra begyndelsen.
Farver som stemning
Jeg deler dem groft i tre familier, når jeg taler med kunder:
- De klare metaller. Dem, der giver præcision og lys.
- De dæmpede, matte toner. Dem, der gør udtrykket mere blødt og roligt.
- De særlige farver. Dem, der kan give et køkken karakter, hvis resten af rummet er enkelt nok til at bære det.
Der, hvor det fungerer bedst, er når man vælger en tone, der støtter rummets materialeærlighed. Ikke en farve, der bare vil være interessant i sig selv.
Mere end en farve en overflade
Når man vælger Vola armatur farver, vælger man i virkeligheden også, hvordan lyset skal opføre sig i rummet. Det er ofte vigtigere end selve kuløren.
I Volas eget materiale er farvesystemet opdelt i en standardpalet med metalliske overflader og en udvidet portefølje med 14 farver derudover. Den modulære opbygning, som er beskrevet i Vola-brochuren, gør det muligt at holde samme formsprog og skifte udtryk gennem overfladen alene. Det er præcis dét, jeg synes er stærkt i et snedkerkøkken.
Sådan mærkes forskellen
En poleret overflade virker skarpere. Den spejler omgivelserne og tager mere del i rummet. I et køkken med meget åretegning eller levende sten kan det være smukt, men også lidt uroligt.
En børstet eller mere dæmpet overflade føles oftere mere stoflig. Den lægger sig tættere på træets egen måde at tage imod lys på. Hvis man arbejder med mørke flader, som i et køkken med sort olieret bordplade, bliver den forskel meget tydelig.
Praktisk regel: Jo mere levende træ og sten du har valgt, jo mere roligt må armaturets overflade gerne opføre sig.
Det, der ikke fungerer, er når man kun ser på farveprøven og glemmer glansen. To overflader i næsten samme tone kan opleves helt forskelligt, når morgensolen rammer dem.
At vælge den rette tone til træet
Her er jeg ret enkel i min tilgang. Jeg prøver ikke at finde den mest spændende kombination. Jeg prøver at finde den mest holdbare ro.
Det jeg ofte anbefaler
- Lys eg fungerer godt med kølige eller dæmpede overflader. Her vil jeg som regel holde armaturet let og præcist, så træets fine struktur stadig får lov at stå forrest.
- Røget eg kan bære mere tyngde. Her klæder varmere metaller eller mørkere finishes ofte rummet, fordi de giver dybde uden at gøre køkkenet tungt.
- Valnød har en varme, som kræver lidt omtanke. Hvis armaturet bliver for koldt, kan helheden splitte. Hvis tonen ligger rigtigt, bliver udtrykket samlet og næsten møbelagtigt.
Når jeg arbejder med egetræ, betyder behandlingen også meget. En sæbet, olieret eller røget overflade ændrer, hvordan armaturet læses ved siden af træet. Det er en af grundene til, at jeg altid ser armaturvalget sammen med behandling af egetræ, ikke bagefter.
Det, som sjældent lykkes, er de alt for hårde kontraster i et ellers blødt køkken. Matsort mod meget lyst træ kan være smukt, men kun hvis der allerede findes andre mørke punkter i rummet, som kan bære kontrasten.
Et armatur der lever med dig
Et armatur er ikke færdigt den dag, det bliver monteret. Det begynder først dér. Det gælder især, når man vælger en overflade, som viser liv, brug og lys over tid.
Mange leder efter svar på, hvordan Volas farver holder sig i hverdagen. Kalk, hænder, sæbe og nordisk dagslys betyder mere, end man tror. Netop samspillet mellem finish, dagslys og materialer i danske hjem er fremhævet i Volas tekst om farve, og det er efter min mening et overset sted at starte.
Det jeg plejer at sige i værkstedet
- Matte overflader giver ofte et roligt udtryk, men de skal behandles med lidt omtanke. Hårdhændet rengøring kan gøre dem triste.
- Mere levende metaller kan ændre karakter med tiden. Det er ikke en fejl. Det er materialet, der svarer igen.
- Kalk ses forskelligt alt efter finish og lys. Den samme aflejring kan virke tydelig på én overflade og næsten forsvinde på en anden.
Vælg ikke kun med øjet den første dag. Vælg også med tanke på en almindelig tirsdag om fem år.
Jeg foretrækker milde rutiner frem for skrappe midler. En blød klud, rolig rengøring og lidt opmærksomhed gør som regel mere godt end at ville nulstille overfladen igen og igen.
Mærk farverne i virkeligheden
En skærm kan vise en tone. Den kan ikke vise vægten, glansen eller den måde en overflade falder til ro ved siden af træ. Det skal opleves med hånden og i det rigtige lys.
Ved bestilling bruges specifikke farvekoder på Vola-produkter, og det er afgørende for, at alle dele står i præcis samme finish, som beskrevet hos forhandleren af Vola HV1 og relaterede varianter. Det er den tekniske side af den ro, man ser i et færdigt køkken.
I showroomet på Kronborggade har jeg prøver, man kan holde op mod træ, sten og fronter. Det er dér, valget bliver klart. Hvis du står midt i de sidste beslutninger om Vola armatur farver, er du velkommen til at besøge Signatur Snedkeri og se materialerne i virkeligheden.